Roskilde Festival > Historie
Nysted Vandsportsklub har siden 2004 deltaget som parkeringsvagter ved Roskilde Festivalen. Hvert år med et stigende antal frivillige, så vi i 2009 nåede op over 200 personer.

Klubben er igen i år klar til at parkere biler ved festivalen. For at klare opaven forventer vi at skulle være mellem 200 og 250 personer. Alle interesserede har herved mulighed for at få gratis adgang til festivalen, ved at hjælpe klubben med at udføre parkeringsopgaven. Det kræver hverken medlemskab af klubben eller at man har arbejdet for os tidligere. Er man fyldt 18 år og har lyst til at give en hånd med, så kvitterer vi med gratis adgang til hele festivalen.

Tilmelding til arbejdet foregår her på siden fra slutningen af februar.

Som parkeringsvagt skal du hjælpe med at anvise festivaldeltagerne tilrette på parkerings-områderne, samt styre bus- og taxiholdepladser i forbindelse med festivalen.

Ved at tage tre vagter, af hver otte timer, modtager du gratis adgang til hele Roskilde Festival 2010. Vagterne ligger i hele perioden fra fredag d. 25/6 frem til mandag 5/7, hvor parkeringen skal bemandes døgnet rundt. Så der er god mulighed for at arbejde udenfor musikperioden.

Hvert døgn er inddelt i tre vagtperioder, hvor morgenvagten går fra kl. 07.00-15.00, aftenvagten fra kl. 15.00-23.00 og nattevagten fra kl. 23.00-07.00. Du har mulighed for at ønske hvornår du vil arbejde i forbindelse med din tilmelding. Vi vil ikke kunne opfylde alle ønsker, men vil gøre vores bedste. Alle må dog forvente, at have mindst en vagt mens der er musik og en nattevagt. Så snart vi har modtaget alle tilmeldinger vil vagtinddelingen blive foretaget, og alle der har tilmeldt sig vil herefter få besked.

Nysted Vandsportsklub skal i år sandsynligvis passe Parkering-Vest. I forbindelse med parkeringsområderne opstiller klubberne en skurvogn, hvori det er muligt, at holde en pause og få noget at drikke og spise under arbejdet.

På hver vagt vil en person blive udpeget som vagtleder. Vagtlederen står for arbejdsfordelingen på den enkelte vagt, og opsyn med at alle passer deres vagt. Arbejdede du for klubben sidste år og har mod på at prøve kræfter med vagtledertjansen i år, så angiv dette ved din tilmelding.

Klubbens hjemmeside vil løbende bliver opdateret i takt med at vi nærmer os festivalen, så kig forbi en gang i mellem, og hold dig endelig ikke tilbage, hvis du har nogle spørgsmål i forbindelse med arbejdet eller festivalen.
 
 
 
Copyright Reserved Nystedvandsport.dk